SD+ tager næste skridt i vækstrejsen med Executive Capital
18.08.2026
Efter lidt over to år med markant vækst tager SD+ nu næste skridt i virksomhedens udvikling. Executive Capital bliver ny medejer og tilfører både kapital, strategisk sparring og erfaring, der skal være med til at accelerere vores vækst.
For vores kunder og samarbejdspartnere betyder det først og fremmest, at vi får endnu stærkere forudsætninger for at udvikle SD+ og samtidig fastholde det, virksomheden er bygget på: høj faglighed, stærke relationer og kompromisløst fokus på kvalitet.
Executive Capital køber 45 procent af SD+, mens Sebastian Dall og Martin Edlund Jensen fortsætter som ejere og i deres nuværende roller.
Jesper Dalsgaard (t.v.) fra Executive Capital, og stifter af SD+, Sebastian Dall (t.h.) ved underskrift af aftalen.
Fra stærk vækst til næste fase
Siden etableringen i maj 2024 har SD+ udviklet sig hurtigt. På virksomhedens første to år rundede den samlede omsætning 101,7 mio. kr., og alene fra første til andet år voksede omsætningen med 83,3 procent.
I dag består SD+ af 33 medarbejdere og 16 eksterne konsulenter, der arbejder med teknisk projektledelse på nogle af Danmarks største og mest komplekse byggeprojekter.
“Vi har hele tiden vidst, at vi skulle styre SD+ som en virksomhed, der på sigt skulle blive stor. Hvis vi skal skalere på den rigtige måde, kræver det de rette kræfter og den rette kapital. Derfor kommer Executive Capital ind netop nu,” siger Martin Edlund Jensen, adm. direktør og medstifter af SD+.
Mere kapacitet – samme fokus på kvalitet
Investeringen skal understøtte en ambitiøs vækstplan, hvor SD+ vil udvide geografisk, styrke positionen i nye slutkundesegmenter og udvikle flere specialiserede forretningsområder.
Blandt andet ser vi et stort potentiale inden for datacentre, energi og infrastruktur, hvor kompleksiteten i de tekniske installationer skaber et stigende behov for stærk teknisk projektledelse.
Samtidig er ambitionen at komme tidligere ind i projekterne, så flere tekniske udfordringer kan forebygges, før de påvirker økonomi, kvalitet og tidsplan.
Jesper Dalsgaard (t.v.) fra Executive Capital, sammen med de to stiftere af SD+, projektdirektør Sebastian Dall (i midten) og adm. direktør Martin Edlund Jensen (t.h.).
En aktiv partner i udviklingen
Executive Capital er et dansk investeringspartnerskab bestående af erfarne erhvervsprofiler med fokus på udvikling og professionalisering af vækstvirksomheder.
Jesper Dalsgaard og Stig Myken bliver en del af SD+’s ejerkreds og bestyrelse og bidrager med erfaring inden for blandt andet strategi, skalering og forretningsudvikling.
“Vi investerer i SD+, fordi de har en rigtig spændende forretningsmodel og et netværk i branchen, som er på et niveau, man sjældent ser hos virksomheder i den her alder. Derudover er der et enormt skaleringspotentiale, som vi kan hjælpe med at løfte,” siger Stig Myken fra Executive Capital.
Ambitionen er klar: SD+ skal fortsætte væksten og udvikle sig til byggebranchens foretrukne tekniske konsulenthus – uden at gå på kompromis med den kvalitet og specialisering, som kunder og samarbejdspartnere kender os for.


