Første regnskab og styrket samarbejde i SD+
21.11.2025
SD+ leverer et stærkt, første regnskab og har efter sommeren styrket organisationen i samarbejde med Kim Thinggaard
Efter halvandet år på markedet præsenterer SD+ sit første årsregnskab. Et resultat, der viser en virksomhed i vækst med et klart fokus og et solidt fundament.
Samtidig har SD+ taget et vigtigt skridt mod professionalisering ved at tilknytte en af byggebranchens mest erfarne profiler, nemlig Kim Thinggaard. Med mere end to årtier i ledende roller bringer han en unik kombination af strategisk overblik og praktisk erfaring, som skal sikre struktur, skalering og effektivisering i den næste fase af virksomhedens rejse.
Siden etableringen i foråret 2024 har SD+ markeret sig som tekniske konsulenter og projektledere i topklasse. Med speciale i teknisk projektstyring og en ambition om at blive branchens mest betroede rejsehold har virksomheden hurtigt fundet sin plads i værdikæden i en ny rolle, der kombinerer projektledelse med dyb specialistviden.
Og det arbejde gavnes naturligvis af Kim Thinggaards dybe erfaring.
”Kim tilfører en strategisk tyngde, som er afgørende for vores ambitioner. Han har en dokumenteret evne til at skabe struktur og samle komplekse projekter, og det er præcis den styrke, vi har brug for nu,” siger ejerne, Sebastian Dall og Martin Edlund Jensen.
Og Kim Thinggaard ser et stort potentiale i SD+.
”Virksomheden har alt det, der skal til for at blive en ny type aktør i byggeriet. Fremtidens vindere er dem, der formår at samle værdikæden og skabe reelle fællesskaber omkring kvalitet, tillid og ansvar,” siger Kim Thinggaard, der altså fungerer som strategisk og ledelsesmæssig sparringspartner i SD+.
Planen for fremtiden er lagt. Med et stærkt afsæt og en tydelig, strategisk ambition er næste skridt at samle branchens dygtigste fagligheder om de bedste projekter og levere helhedsydelser, der skaber tryghed og værdi for kunderne.


